Midlertidig flytning og genhusning

Når din bolig skal renoveres, kan det være nødvendigt, at du midlertidigt flytter ud. Det kaldes midlertidig genhusning. I perioden bor du et andet sted, mens arbejdet står på, og du flytter tilbage, når din bolig er klar igen.

Du kan blive genhuset, hvis din bolig ikke er beboelig under renoveringen, eller hvis arbejdet er så omfattende, at det ikke er muligt at blive boende.

Din midlertidige bolig

AAB Aarhus finder en midlertidig bolig til dig. Boligen vil som udgangspunkt ligge i samme kommune og blive tilpasset din husstand og genhusningsperiodens længde.

Det er AAB Aarhus, der beslutter, hvor og hvordan du bliver genhuset. Beslutningen træffes ud fra en samlet vurdering af blandt andet genhusningsperiodens længde, husstandens størrelse og de boliger, der er til rådighed.

Der er ikke en fast grænse for, hvor længe genhusningen kan vare. Hvis perioden varer mere end 12 måneder, kan du have mulighed for at blive boende permanent i boligen, få tilbudt en anden permanent bolig eller fortsætte genhusningen.

Husleje og udgifter

Mens du er genhuset, beholder du din nuværende lejekontrakt. Du betaler fortsat husleje for din oprindelige bolig, men du betaler ikke mere, hvis den midlertidige bolig er dyrere. Er den midlertidige bolig billigere, bliver din husleje sat ned.

Du betaler selv for el, vand og varme i genhusningsboligen, men ikke for forbrug i din oprindelige bolig.

Hvis du selv finder en bolig

Du har mulighed for selv at finde en midlertidig bolig, for eksempel hos familie eller i et sommerhus.

Adresse og boligstøtte

Under genhusningen beholder du din folkeregisteradresse i din oprindelige bolig. Hvis du vil modtage post et andet sted, skal du selv sørge for en midlertidig adresseændring. Din boligstøtte fortsætter som udgangspunkt uændret.