Smedens Have

I Hørning er vi netop nu ved at bygge den helt nye afdeling 68 Smedens Have.

Ny boligafdeling i Hørning

Rundt om den gamle gule bygning, der tidligere har tjent som bolig i en del af smedjebebyggelsen i Hørning, er AAB Aarhus gået i gang med at etablere 35 seniorboliger, der størrelsesmæssigt kommer til at ligge mellem 65 og 110 kvm. Boligerne opføres i ét-plans og tre-plans træbeklædte huse.

Den gamle, gule bygning skal tjene som fælleshus for afdelingens beboere i midten af det hele.

Den nye afdeling 68 Smedens Have er karakteriseret ved sine røde huse og et fælles grønt rekreativt areal, som binder hele området sammen. 

Her kommer der til at være frugttræer, bålpladser, vilde blomster, naturlegeplads, og så bevarer vi naturligvis den store blodbøg. Regnvandsbassinet og naturen trækker sig helt ind i den centrale del af bebyggelsen, og man kan komme helt ud over vandet ved at træde ud på den lille ”biobro”.

Byggeriet er i gang og forventes færdigt i løbet af 2027.

Det er allerede nu muligt at skrive sig på ventelisten til boligerne i Smedens Have på Aarhusbolig.