Sådan kommer du på ventelisten
Vi udlejer vores boliger gennem Aarhusbolig. For at søge en bolig hos os skal du derfor være skrevet op på ventelisten hos Aarhusbolig.
Aarhusbolig er den fælles venteliste for alle almene boligorganisationer i Aarhus og omegn. Det betyder, at du kun behøver at stå ét sted, i stedet for på flere forskellige ventelister, og kun betaler ét årligt gebyr.
Hvad koster det? Du kan vælge at være aktiv eller passiv på ventelisten, afhængigt af dit behov:
Aktiv venteliste: 300 kr./år. Du kan aktivt søge bolig og modtage tilbud via mail. Der findes derudover en Aktiv venteliste+ til 400 kr./år. Her får du også hjælp til opskrivning og til at svare på tilbud hos alle boligorganisationer i Aarhusbolig.
Passiv venteliste: 100 kr./år. Du optjener anciennitet og beholder din plads i køen, men kan ikke aktivt søge bolig eller modtage tilbud.
Fortrinsret
Du kan i nogle tilfælde få fortrinsret og dermed komme foran i køen til bestemte boliger i udvalgte afdelinger.
Du kan få eksempelvis fortrin, hvis du:
er i arbejde
er studerende
har hjemmeboende børn
er 55+ eller 65+, afhængigt af afdelingen
har et dokumenteret fysisk handicap.
Hvis du får tilbudt en bolig med fortrin, skal du kunne dokumentere, at du opfylder kravene, eksempelvis i forhold til arbejde, studie eller husstand. I nogle tilfælde kan din ægtefælle eller samlever opfylde betingelserne.
Beboerfortrin
Når du har boet i en bolig hos en boligorganisation i mindst ét år, får du automatisk beboerfortrin.
Det betyder, at du ved hvert andet boligtilbud kommer foran andre ansøgere til boliger i samme boligorganisation. Det, der kaldes intern flytning.
Du skal ikke selv gøre noget – fortrinnet registreres automatisk.
Særligt om handicap
Hvis du har et dokumenteret fysisk handicap, og du allerede er beboer i AAB Aarhus, kan du få fortrinsret til en bolig, der passer til dine behov.
Det gælder for:
stuelejligheder med niveaufri adgang i din egen afdeling
boliger med samme antal rum som din nuværende bolig i udvalgte afdelinger
eller tilsvarende boliger i nærliggende afdelinger, hvis det ikke er muligt i din egen.
Du kan kontakte vores boligsupport, hvis du har spørgsmål til ventelisten og Aarhusbolig.dk
Vores afdelinger
AAB Aarhus har mere end 60 afdelinger i Aarhus og Hørning. Vi har boliger for alle.
Spørgsmål og svar om fortrin på ventelisten
Hvad er fortrin?
Fortrinsret betyder, at nogle ansøgere kan få prioritet på ventelisten til bestemte boliger gennem Aarhusbolig.
Du kan få fortrin, hvis du opfylder bestemte kriterier. Det gælder eksempelvis hvis du:
er i arbejde
er studerende
har hjemmeboende børn
er 55+ eller 65+
har et dokumenteret fysisk handicap
Fortrin gælder kun for udvalgte boliger og afdelinger.
Skal jeg dokumentere mit fortrin?
Ja. Hvis du får tilbudt en bolig med fortrin, skal du kunne dokumentere, at du opfylder kravene, eksempelvis i forhold til arbejde, studie eller husstand.
Hvad betyder fortrin for min placering på ventelisten?
Fortrin kan betyde, at du kommer foran andre ansøgere til bestemte boliger. Hvis flere ansøgere har samme fortrin, er det din anciennitet på ventelisten, der afgør, hvem der får tilbudt boligen først.
Kan jeg få fortrin på grund af handicap?
Ja. Hvis du har et dokumenteret fysisk handicap, kan du få fortrin til boliger, der passer til dine behov.
Det gælder typisk:
boliger med samme antal rum som din nuværende bolig
stuelejligheder med niveaufri adgang
boliger i nærliggende afdelinger, hvis det ikke er muligt i din egen.
Gælder handicapfortrin i min egen afdeling?
Ja. Hvis der findes egnede boliger i din egen afdeling, vil du som udgangspunkt få fortrin til disse. Hvis der ikke findes en egnet bolig i din afdeling, kan du få fortrin til tilsvarende boliger i nærliggende afdelinger.
Jeg har opsagt min bolig, men bor stadig i den. Kan jeg stadig søge bolig med fortrin som beboer?
Nej, det kan du desværre ikke. Når du har opsagt din bolig, betragtes dit lejeforhold som værende under afvikling. Derfor anses du ikke længere som en aktiv boligsøgende beboer i forhold til intern oprykning, og du kan ikke længere benytte beboerfortrin fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er indgivet.