Spørgsmål og svar
Vi har samlet en lang række spørgsmål, som vi ofte hører fra vores beboere og boligsøgende.
Spørgsmål og svar om ventelisten
Hvordan bliver jeg skrevet op på venteliste?
Vi udlejer vores boliger igennem Aarhusbolig. Hvis du vil søge en ledig bolig hos os, skal du være på venteliste i Aarhusbolig. Aarhusbolig er et samarbejde mellem alle de almene boligorganisationer i Aarhus og omegn - så behøver du kun stå på én venteliste til alle almene boliger i og omkring byen.
Ungdomsboliger udlejes gennem UngdomsboligAarhus.
Hvad koster det at stå på venteliste?
Du kan enten være aktiv på ventelisten hos Aarhusbolig, hvis du aktivt leder efter et nyt sted at bo. Det koster 300 kr. om året. Du kan også være passiv på ventelisten, hvis du gerne vil beholde din plads i køen, men ikke ønsker at flytte lige nu. Det koster 100 kr. om året.
Hvor lang tid er ventetiden på en bolig?
Ventetiden kan variere meget, da der er forskel på efterspørgslen i de enkelte boligafdelinger. Nogle boligafdelinger har mange års ventetid, fordi ventelisten er meget lang. Andre steder er ventetiden kort, og få steder findes der ledige boliger. På Aarhusbolig kan du søge specifikt efter afdelinger med kort ventetid og ledige boliger lige nu.
Kan jeg stå på venteliste til flere afdelinger?
Aarhusbolig er et udlejningssamarbejde mellem alle almene boligorganisationer i Aarhus. Du skal dermed kun stå på én central venteliste for at kunne stå på ventelisten til alle afdelinger i alle 11 boligorganisationer i området.
Hvad sker der, hvis jeg siger nej til en bolig?
Sig kun ja til en bolig, hvis du reelt er interesseret. Du bliver ikke dårligere stillet på ventelisten af at sige nej tak.
Hvornår mister jeg min anciennitet?
Din anciennitet er den tid, du har været betalende medlem. Du mister altså din anciennitet, fra den dag du stopper med at betale. Hvis du gerne vil beholde din anciennitet, selv om du ikke aktivt søger ny bolig, kan du være passivt medlem for 100 kr. om året på Aarhusbolig. På den måde beholder du din plads på ventelisten.
Spørgsmål og svar om fortrin på ventelisten
Hvad er fortrin?
Fortrinsret betyder, at nogle ansøgere kan få prioritet på ventelisten til bestemte boliger gennem Aarhusbolig.
Du kan få fortrin, hvis du opfylder bestemte kriterier. Det gælder eksempelvis hvis du:
er i arbejde
er studerende
har hjemmeboende børn
er 55+ eller 65+
har et dokumenteret fysisk handicap
Fortrin gælder kun for udvalgte boliger og afdelinger.
Skal jeg dokumentere mit fortrin?
Ja. Hvis du får tilbudt en bolig med fortrin, skal du kunne dokumentere, at du opfylder kravene, eksempelvis i forhold til arbejde, studie eller husstand.
Hvad betyder fortrin for min placering på ventelisten?
Fortrin kan betyde, at du kommer foran andre ansøgere til bestemte boliger. Hvis flere ansøgere har samme fortrin, er det din anciennitet på ventelisten, der afgør, hvem der får tilbudt boligen først.
Kan jeg få fortrin på grund af handicap?
Ja. Hvis du har et dokumenteret fysisk handicap, kan du få fortrin til boliger, der passer til dine behov.
Det gælder typisk:
boliger med samme antal rum som din nuværende bolig
stuelejligheder med niveaufri adgang
boliger i nærliggende afdelinger, hvis det ikke er muligt i din egen.
Gælder handicapfortrin i min egen afdeling?
Ja. Hvis der findes egnede boliger i din egen afdeling, vil du som udgangspunkt få fortrin til disse. Hvis der ikke findes en egnet bolig i din afdeling, kan du få fortrin til tilsvarende boliger i nærliggende afdelinger.
Jeg har opsagt min bolig, men bor stadig i den. Kan jeg stadig søge bolig med fortrin som beboer?
Nej, det kan du desværre ikke. Når du har opsagt din bolig, betragtes dit lejeforhold som værende under afvikling. Derfor anses du ikke længere som en aktiv boligsøgende beboer i forhold til intern oprykning, og du kan ikke længere benytte beboerfortrin fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er indgivet.
Spørgsmål og svar om at bo alment
Hvad betyder det at bo alment?
At bo alment betyder, at du bor i en bolig, hvor beboerne har indflydelse gennem beboerdemokratiet. Boligerne drives uden profit, og huslejen dækker de faktiske udgifter til drift og vedligeholdelse. Du kan læse mere om at bo alment her.
Hvor finder jeg afdelingens ordensreglementet?
Du kan finde din afdelings ordensreglement i både beboer-appen AAB Aarhus og på vores beboerweb - uHabi. Alternativt findes ordensreglementet også her på siden under "Vores afdelinger". I ordensreglementet finder du afdelingens regler for eksempelvis kæledyr og musik. Det er beboerne i de enkelte afdelinger, der har bestemt, hvilke regler, der gælder, på afdelingsmødet.
Må jeg have kæledyr?
Det afhænger af reglerne i din afdeling. Nogle afdelinger tillader kæledyr, mens andre ikke gør. Nogle tillader katte, mens andre igen tillader små hunde, men ikke store. Tjek derfor ordensreglementet for din boligafdelingen. Det kan du finde under "Vores afdelinger".
Må jeg passe andres dyr midlertidigt?
Det afhænger af afdelingens regler. Reglerne kan være meget forskellige fra afdeling til afdeling, da det er beboerne selv, der bestemmer reglerne på det årlige afdelingsmøde. Selv midlertidigt ophold af dyr kan være i strid med reglerne. Du kan finde ordensreglementet i netop din afdeling under "Vores afdelinger".
Må jeg grille på altanen?
Det afhænger af afdelingens regler og brandhensyn. I nogle afdelinger er det tilladt med el-grill, mens kul- og gasgrill kan være forbudt. Du finder reglerne i din afdeling i ordensreglementet. Det kan du finde under den enkelte afdeling under "Vores afdelinger".
Hvad sker der, hvis jeg overtræder ordensreglerne?
Overtrædelse af ordensreglerne kan føre til en påtale elle advarsel. Ved gentagne eller alvorlige overtrædelser kan det i sidste ende få konsekvenser for dit lejemål.
Spørgsmål og svar om indflytning
Hvornår får jeg nøglerne?
Du får nøglerne på den aftalte indflytningsdag, når lejekontrakten er underskrevet, og eventuelle indbetalinger er modtaget.
Hvordan foregår indflytningssyn?
Ved indflytningssyn gennemgår vi boligen sammen med dig og noterer fejl og mangler. Det sikrer, at både du og AAB Aarhus har en fælles opgørelse fra start.
Hvad skal jeg huske at gøre ved indflytning?
Du skal sætte dig ind i, om der er A- eller B-ordning i din nye bolig. Det betyder meget for standen på boligen ved overtagelsen. Hvis der er B-ordning kan du eksempelvis ikke regne med at kunne flytte ind på overtagelsesdatoen, da lejemålet først skal sættes i stand efter overtagelsen.
Husk at læse din lejekontrakt, gennemgå indflytningssynsrapporten, melde flytning til folkeregisteret og tilslutte el, vand og internet, hvis nødvendigt.
Hvordan melder jeg flytning?
Du melder flytning digitalt til Folkeregisteret på borger.dk, så din adresse bliver korrekt registreret.
Hvad gør jeg, hvis der er fejl og mangler?
Noter fejl og mangler på indflytningsrapporten under synet. Kontakt AAB Aarhus, hvis noget ikke kan udbedres med det samme.
Hvornår betaler jeg første husleje?
Din husleje skal være indbetalt til den 1. i hver måned. Hvis den 1. er i en weekend eller på en helligdag, skal huslejen være indbetalt den første hverdag inden weekenden eller helligdagen.
Hvordan betaler jeg husleje?
Du kan melde din husleje til Betalingsservice første gang du betaler, så betalingen sker automatisk fremover. Du kan selvfølgelig også tilknytte betalingen til Betalingsservice, selv om du har betalt din husleje rettidigt i årevis. Betalingsservice tager højde for weekender og helligdage, og med brug af denne service sikrer du, at du altid betaler din husleje til tiden.
Spørgsmål og svar om fraflytning
Hvordan opsiger jeg min bolig?
Hvis du vil opsige din bolig, kan du let gøre det via vores beboerweb – uHabi, hvor du kan logge ind med MitID. Du kan også opsige din bolig via beboerappen.
Hvad er mit opsigelsesvarsel?
Du kan finde dit opsigelsesvarsel i din lejekontrakt. De fleste steder er varslet løbende måned plus tre måneder.
Hvordan foregår fraflytningssyn?
Ved fraflytningssyn gennemgår vi boligen sammen med dig og vurderer, om der er skader eller mangler, som skal udbedres, inden boligen kan overtages af næste beboer. Du kan læse mere om fraflytningssynet og hvordan du forbereder dig bedst muligt på synet her.
Hvad skal jeg udbedre inden fraflytning?
Du skal udbedre skader, du har forårsaget, og istandsætte boligen efter lejekontraktens regler. Vær opmærksom på, om der er A- eller B-ordning i din afdeling. Normalt slid og ælde forventes ikke udbedret.
Hvornår får jeg mit indskud tilbage?
Når der har været afholdt flyttesyn vil der blive lavet en rapport. Når den er færdig og godkendt, vil du få besked om dit indskud i forhold til eventuelle udbedringer.
Hvad sker der, hvis jeg flytter før tid?
Hvis du flytter før opsigelsesperioden er udløbet, skal du som regel fortsat betale husleje i opsigelsesperioden, medmindre andet er aftalt. Nogle gange kan der findes en ny lejer hurtigere, og så kan der laves en særlig aftale.
Skal jeg selv være til stede ved flyttesyn?
Ja, du bør som udgangspunkt være til stede ved både indflytnings- og fraflytningssyn, så vi kan gennemgå boligen sammen og notere eventuelle fejl og mangler. Det er til gengæld en god idé at der kun deltager én beboer og ikke er børn til stedet ved synet, hvis det er muligt.
Hvad bliver vurderet ved flyttesyn?
Vi vurderer boligens stand, herunder skader, slitage, manglende istandsættelse og om alt inventar fungerer som det skal.
Kan jeg gøre indsigelse mod synsrapporten?
Hvis du vil klage over dit lejlighedssyn eller andet, som har med din bolig at gøre, kan du gøre det via beboerappen eller sende din klage til flytteklage@aabnet.dk.
Spørgsmål og svar om vedligehold
• Hvad er råderet?
Råderet betyder, at du som beboer i mange tilfælde må lave forbedringer eller ændringer i din bolig. Der kan være enten individuel eller kollektiv råderet i din boligafdeling. Det finder du ud af ved at læse i afdelingens vedligeholdelsesreglement. Læs mere her.
Hvad er forskellen på individuel og kollektiv råderet?
Der er enten kollektiv eller individuel råderet i din afdeling. Det er beboerdemokratiet i afdelingen, der har bestemt, hvilke regler, der gælder. Du finde ud af, hvilken ordning, der gælder i din afdeling i vedligeholdelsesreglementet. Ved individuel råderet betaler du selv for forbedringen. Ved kollektiv råderet finansierer din afdeling forbedringen, og du kommer herefter til at betale for udgiften igennem din husleje. Læs mere her.
Hvilke forbedringer må jeg selv lave i min bolig?
Det afhænger af afdelingens regler. Du kan finde din afdelings vedligeholdelsesreglement og eventuelle råderetskatalog her. Typisk kan du for eksempel udskifte køkken, gulve eller indbyggede skabe - men du skal altid søge tilladelse først.
Skal jeg søge tilladelse, før jeg laver ændringer?
Ja. Du skal altid have skriftlig godkendelse fra AAB Aarhus, før du går i gang med at lave forbedringer gennem råderetten. På den måde sikrer vi, at arbejdet lever op til gældende regler og håndværksmæssige krav.
Kan jeg få godtgørelse for forbedringer ved fraflytning?
Ja, i nogle tilfælde kan du få økonomisk godtgørelse for godkendte forbedringer. Godtgørelsen afhænger af forbedringens værdi og alder.
Hvad må jeg ikke ændre i boligen?
Du må ikke lave ændringer, der påvirker bygningens konstruktion, installationer eller fælles installationer uden særlig tilladelse. Spørg altid, hvis du er i tvivl.
Hvad sker der med mine forbedringer, når jeg flytter?
Godkendte forbedringer kan enten blive overtaget af den nye beboer eller udløse en godtgørelse.
Hvor finder jeg reglerne for råderet i min afdeling?
Du finder ud af, hvilke regler, der gæler i din boligafdeling ved at finde råderetskataloget for afdelingen under "Vores afdelinger" - eller på beboerweb - uHabi. Der gælder forskellige regler i alle afdelinger, da det er beboerdemokratiet i den enkelte afdeling, der bestemmer, hvilke regler, der skal gælde.
Spørgsmål og svar om klager
Hvad handler en klage typisk om?
De fleste klager handler om husorden. Det vil sige overtrædelse af bestemmelser i afdelingens ordensreglement. Det kan eksempelvis være støj fra værktøj, musik, husdyr, råben og skrigen fra børn eller voksne.
Hvordan klager jeg over en nabo?
Vi opfordrer til, at du taler med den nabo, der er årsag til, at du vil klage, før du indsender en klage. Ofte kan en venlig samtale løse problemerne. I AAB Aarhus kan vi i nogle tilfælde også tilbyde konfliktmægling, inden der bliver indsendt en officiel klage. Hvis du vil klage over en nabo, kan du bruge beboerappen, eller du kan sende en mail til klagesag@aabnet.dk.
Hvad sker der, når jeg indsender en klage?
Når du har indsendt en klage, tager AAB Aarhus' juridiske afdeling stilling til, om der er belæg for videre sagsbehandling.
Du vil altid modtage besked om det videre forløb.
Kan jeg klage anonymt?
Alle klager skal være skriftlige og kan ikke være anonyme. Der skal være både navn og adresse på den som klager samt medunderskrivere.
Hvorfor skal der være medunderskrivere på klagen?
Når der er medunderskrivere på klagen, er det for at sikre, at der ikke er tale om personlige stridigheder mellem den der klager og den indklagede. Samtidig står sagen stærkere, hvis den senere indbringes for beboerklagenævnet og boligretten. Din klage står derfor svagere, hvis det kun er dig, der klager.
Koster det noget at klage?
Det er gratis at få sin klage behandlet i AAB Aarhus. Du kan dog altid vælge at sende din klage direkte i beboerklagenævnet. Her koster det 172 kroner (2026) at få optaget en sag.
Kan jeg få AAB Aarhus til at hjælpe med at udforme en klage
Du kan ikke få hjælp til at udforme klagen, fordi AAB Aarhus skal forholde sig upartisk i forhold til de involverede parter i klagen. Du kan dog ringe til vores juridiske afdeling, der har telefontid mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 11.00-12.00 på telefon 89 31 31 10., hvis du har spørgsmål.
Hvor lang tid kan jeg forvente, at sagsbehandlingen er på min klage?
AAB Aarhus bestræber sig på at svare på din klage indenfor fire uger. Dog kan der i travle perioder være længere sagsbehandlingstid.
Du kan altid forvente at få svar fra juridisk afdeling på din klage, uanset om klagen er mangelfuld og vi søger nye oplysninger, eller om din klage er færdigbehandlet.
Hvis AAB Aarhus ikke har reageret på din klage indenfor fire uger, har du mulighed for selv at indbringe den for Beboerklagenævnet, hvis klagen drejer sig om husorden.
Hvor længe opbevarer AAB Aarhus min klage?
Klagen opbevares digitalt hos AAB Aarhus. Når den indklagede beboer fraflytter AAB Aarhus, slettes klagen efter fem år.
Kan jeg trække min klage eller underskrift tilbage?
Har du indsendt en klage eller underskrevet en klage, som medunderskriver, kan du trække den tilbage, så længe klagen ikke er behandlet i AAB Aarhus. Er AAB Aarhus blevet opmærksomme på omstændigheder, der er til væsentlig gene for afdelingens øvrige beboere, vil AAB Aarhus dog stadig gå videre med den generelle viden i anonymiseret form.
Hvad sker der, hvis nogen klager over mig?
Hvis der indgives en klage over dig, modtager du en påmindelse eller advarsel fra AAB Aarhus, hvis vi finder klagen berettiget.
I påmindelsen vil det fremgå hvad klagen lyder på, og henstilles til, at den generende adfærd ophører. Hvis det ikke sker, og der modtages endnu en klage over samme problem, vil du eventuelt modtage yderligere en påmindelse fra AAB Aarhus, eller AAB Aarhus kan opsige eller ophæve dit lejemål.
Ofte vil sagen blive bragt for Beboerklagenævnet.
Du har altid mulighed for at gøre skriftlig indsigelse mod påmindelser.
Spørgsmål og svar om rygning
Må jeg ryge i min bolig?
Flere og flere af AAB Aarhus afdelinger vælger at blive røgfri i disse år. Det er beboerne selv, der bestemmer, hvilke regler, der gælder i afdelingen. Du kan finde ordensreglementet for din afdeling under "Vores afdelinger".
Hvis du flytter ind i en røgfri afdeling, må du som tilflytter ikke ryge indendørs. De beboere, der bor i afdelingen, inden de nye regler bliver vedtaget, må dog gerne fortsætte med at ryge i egen bolig, da man ikke kan lave om på reglerne bagudrettet. Derfor kan det tage nogle år, inden en afdeling er helt røgfri.
Må jeg ryge på altanen?
Der gælder forskellige regler i de forskellige afdleinger. Du finder reglerne for rygning i netop din afdeling i ordensreglementet, som du kan finde på "Vores Afdelinger".
Hvad gør jeg, hvis jeg er generet af røg?
Hvis du er generet af andres røg, kan det være en mulighed at tale med personen/personerne om eventuelle muligheder for at ryge et andet sted - eksempelvis ikke under dit åbne vindue i stueetagen. Er det ikke en mulighed at tale sammen, kan du overveje at kontakte AAB Aarhus for at høre om dine muligheder.
Spørgsmål og svar om fremleje
Må jeg fremleje min bolig?
Du har mulighed for at fremleje din bolig, hvis du skal flytte i en begrænset periode. Du kan fremleje din bolig helt eller delvist. Læs mere om fremleje her.
Kan jeg fremleje et enkelt værelse?
Du kan ansøge om delvis fremleje, hvis du ønsker at udleje et værelse i din bolig til en anden person. Ved delvis fremleje må du højest fremleje halvdelen af boligens beboelsesrum. I en treværelsesbolig betyder det, at du kun må fremleje ét værelse.
Hvornår må jeg fremleje?
Du kan typisk fremleje, hvis du midlertidigt ikke kan bo i boligen, for eksempel ved studieophold, arbejde i udlandet eller lignende situationer.
Hvor længe må jeg fremleje?
Du har mulighed for at fremleje hele din bolig i op til to år, hvis altså du må fremleje den. Læs mere om fremleje her.
Skal jeg have tilladelse til at fremleje?
Uanset om du vil fremleje hele din bolig eller dele af den, skal du søge og have godkendelse fra AAB Aarhus, inden fremlejeaftalen træder i kraft.
Hvem har ansvaret under fremleje?
Du som lejer er fortsat ansvarlig for boligen, huslejen og overholdelse af ordensreglerne under fremleje. Fremlejetageren er ansvarlig for daglig brug af boligen.
Spørgsmål og svar om vedligeholdelseskonto
Hvad er en vedligeholdelseskonto?
En vedligeholdelseskonto er en konto, hvor du som beboer kan spare op til eller bruge penge på istandsættelse og forbedringer i boligen, som du selv har ansvaret for. Du har en vedligeholdelseskonto, hvis du bor i en bolig med B-ordning. Du kan finde ud af, om der er A- eller B-ordning i din afdeling i afdelingens vedligeholdelsesreglement, som du kan finde under "Vores afdelinger". Alle afdelinger har forskellige regler, så det er vigtigt, at du kigger i det rigtige dokument.
Hvordan fungerer vedligeholdelseskontoen?
Vedligeholdelseskontoen følger boligen - ikke beboeren. Så når du flytter ind, overtager du en eksisterende vedligeholdelseskonto. Her sparer du løbende op til forbedringer i boligen - eksempelvis maling eller gulvslibning. Når du gerne vil bruge af pengene på kontoen, skal du ansøge om det i din beboerapp eller på beboerweb - uHabi. Sæt dig grundigt ind i reglerne i netop din afdeling. Beboerdemokratiet gør, at det ikke er de samme regler, der gælder i alle vores afdelinger.
Hvad må jeg bruge vedligeholdelseskontoen til?
Du må bruge kontoen til godkendte forbedringer og vedligeholdelsesarbejde i boligen, for eksempel maling, nye gulve eller mindre installationer. Du kan få alle detaljerne ved at læse din afdelings vedligeholdelsesreglement. Det kan du finde i vores app "AAB Aarhus", på beboerweb - uHabi, eller under "Vores afdelinger".
Hvor kan jeg se, hvor mange penge, der står på min vedligeholdelseskonto?
Log ind i vores app "AAB Aarhus" eller på beboerweb - uHabi. Her finder du ud af, hvad der står på din vedligeholdelseskonto.
Hvad sker der med vedligeholdelseskontoen, når jeg flytter?
Når du opsiger din bolig, lukker vedligeholdelseskontoen for brug. Du kan altså ikke benytte pengene til at udbedre skader eller slid i lejligheden. Dog kan du reservere beløb på din vedligeholdelseskonto til arbejder i boligen, hvis reservationen sker inden du opsiger den, og hvis arbejdet er udført inden fraflytningssynet. Kontoen overgår i stedet til den nye lejer, der kan benytte den til at gøre boligen klar igen.
Spørgsmål og svar om beboerweb - uHabi
Hvad er uHabi?
uHabi er AAB Aarhus' beboerweb. Her kan du som beboer finde oplysninger om dit lejemål og klare en række praktiske ting online. Beboerweb - uHabi kan på mange måder mange af de samme ting som vores app "AAB Aarhus". Dog kan det være en fordel at bruge uHabi, hvis du bruger en pc. Hvis du vil bruge selvbetjeningen fra telefonen, er app'en den bedste løsning.
Hvad kan jeg bruge beboerweb - uHabi til?
På vores beboerweb - uHabi kan du blandt andet:
bestille reparationer og melde opgaver
følge status på dine henvendelser
se beskeder og dokumenter fra AAB Aarhus
bestille vasketid
ansøge om husdyr
opsige dit lejemål
booke fælleslokaler
stille forslag til afdelingsmøder
se oplysninger om dit lejemål og din økonomi.
Kan jeg se mit forbrug i uHabi?
Ja. På beboerweb - uHabi kan du følge dit forbrug af el, vand og varme i dit lejemål, hvis din bolig er tilknyttet systemet.
Hvordan logger jeg ind på beboerweb - uHabi?
Du logger ind på beboerweb – uHabi her på siden. Her kan du logge ind med MitID.
Kan jeg følge status på mine henvendelser i uHabi?
Ja. Når du opretter en opgave eller reparation i uHabi, kan du følge med i, hvornår opgaven bliver løst, og hvem der udfører arbejdet.
Kan jeg bruge beboerweb - uHabi på min telefon?
Ja, det kan du godt. Vi anbefaler dog, at du bruger vores app "AAB Aarhus" i stedet for. Den er optimeret til brug på telefonen, mens beboerweb - uHabi virker bedst, hvis du bruger en pc.
Hvad kan afdelingsbestyrelsen bruge uHabi til?
Beboervalgte kan blandt andet bruge uHabi til at oprette nyheder til afdelingen, se relevante dokumenter og få adgang til materiale, der vedrører arbejdet i afdelingsbestyrelsen.
Spørgsmål og svar om A- og B-ordning
Hvad er forskellen på A- og B-ordning?
A-ordning betyder, at AAB Aarhus står for vedligeholdelse af boligen, mens B-ordning betyder, at du som beboer selv har ansvar for vedligeholdelse og småreparationer.
Det gør en særligt stor forskel, om der er A- eller B-ordning, når du flytter ind hos os. Hvis der er A-ordning, overtager du et klargjort lejemål. Er der B-ordning, er boligen ikke sat i stand ved overtagelse, og du skal selv starte med eksempelvis at male. Det betyder, at du ikke nødvendigvis kan komme med flyttebilen, den dag, du overtager nøglerne.
Er der A- eller B-ordning i min afdeling?
Du kan finde ud af, om der er A- eller B-ordning på flere forskellige måder. Det står i din lejekontrakt, du kan finde det i vores app "AAB Aarhus" og på beboerweb - uHabi. Du kan også finde det i vedligeholdelsesreglementet for netop din afdeling under "Vores afdelinger".
Hvad skal jeg forberede mig på, når jeg flytter ind i en afdeling med B-ordning?
Når du flytter ind i en bolig med B-ordning, er lejemålet ikke sat i stand, når du overtager nøglerne. Du skal derfor være klar på, at der nok trænger til at blive malet og eventuelt gjort andre ting som gulvslibning, inden du kan tømme flyttebilen.
Du kan derfor ikke regne med, at du kan flytte ind på overtagelsesdatoen. Sæt 14 dage af til at boligen bliver klargjort.
Du kan til gengæld sætte dit eget præg på dit nye hjem fra start – og du kan bruge vedligeholdelseskontoen, som de tidligere lejere har betalt ind til.
Spørgsmål og svar om reparationer og skader
Hvordan anmelder jeg en skade?
Du skal kontakte AAB Aarhus hurtigst muligt. Beskriv skaden så præcist som muligt, så vi kan vurdere og prioritere opgaven korrekt. Du kan anmelde skader i vores app "AAB Aarhus" og på beboerweb - uHabi. Har du brug for at tale med os, er du selvfølgelig velkommen til at ringe til os. Er skaden akut og sket uden for vores åbningstid kan du kontakte vores vagttelefon.
Hvad gør jeg ved vandskade?
Ved akut vandskade skal du straks kontakte AAB Aarhus eller den oplyste vagttelefon (uden for almindelig åbningstid). Begræns gerne skaden, hvis det er muligt - for eksempel ved at lukke for vandet på afbryderen, der typisk sidder under vasken.
Hvem har ansvaret for hårde hvidevarer?
Det afhænger af, om hårde hvidevarer er en del af dit lejemål. Er de installeret af afdelingen, står vi for vedligeholdelsen. Har du selv installeret dem, er det dit ansvar.
Hvem rydder sne og salter?
AAB Aarhus har forskellige aftaler med firmaer, der står for at rydde sne og salte i de forskellige afdelinger. Har du selv en indkørsel, et stykke fortov eller en sti, er det dit ansvar at rydde stykket helt hen til din bolig.