Aktuelt

AAB Aarhus skal bygge helt ny afdeling ved Amtssygehuset

9. november 2026

Visualisering Af Gårdrum Amtssygehuset

AAB Aarhus har netop vundet projektet med at skabe 50 almene boliger i det nye kvarter omkring Amtssygehuset.

Vi kalder den nye afdeling Grethehus.

Mere specifikt kommer den til at ligge i området mellem Viborgvej og Grethe Scheuers Allé - som en del af det helt nye kvarter omkring det gamle amtssygehus. 

Klassisk men moderne

Nybyggeriet passer ind blandt de gamle bygninger med en blanding af røde og gule teglsten, der trækker en klar tråd tilbage til de oprindelige hospitalsbygninger fra 1930'erne, som blev tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen.

Samtidig bliver den nye afdeling helt moderne, ligesom vi bygger klimabevidst og med fokus på, at bygningerne får en lang levetid.

”Når vi bygger nye boliger, skal vi tænke både på klimaet og på de mennesker, der skal bo i dem i mange år fremover. Vi har arbejdet målrettet med at kombinere materialer med et lavt klimaaftryk og løsninger, der er robuste og nemme at vedligeholde. Vi vil skabe gode, sunde boliger, som kan holde i generationer,” siger Morten Homann, direktør i AAB Aarhus i en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Kommune.

Oversigtskort Amtssygehuset
Det nye byggeri set fra oven. Bygningen kommer til at ligge med facaden ud til Viborgvej

Børnefamilier i byen

Det er ikke ret ofte, at vi som almen boligorganisation kan bygge helt nyt inden for Ringgaden, og projektet her er udbudt specifikt for at skabe flere familieboliger i det centrale Aarhus.

Børnefamilierne er tænkt med helt fra start. Lejlighederne er udtænkt til at passe i et moderne familieliv – og der bliver blandt andet lavet særlige cykelparkeringspladser til ladcykler.

Projektet er udviklet i samarbejde med ERIK Arkitekter, der har skabt et Grethehus, der lever op til alle vores og Aarhus Kommunes krav til moderne alment boligbyggeri. 

Inden byggeriet kan gå i gang, skal der dog udarbejdes en lokalplan. De første beboere forventes derfor tidligst at kunne flytte ind om fire til fem år.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Aarhus Kommune her.

Morten Homann November 2026
Facaden Amtssygehuset


Nyt fra AAB Aarhus

Artikler