Beboerhistorie

Isabellas familie var egentlig på vej i eget hus. Så faldt de for Bindesbøll Byen

1. november 2025

Isabella Agger bor med sin familie i AAB’s afdeling 100 Bindesbøll. Planen var ellers en helt anden, men nu er de faldet for det almene liv – og Isabella er blevet formand for den helt nye afdeling.

Nogle gange er det tilfældigheder, der bringer én nye, gode steder hen i livet. Sådan var det for familien Agger.

De havde lige skrevet under på en købsaftale på drømmehuset. Men i allersidste øjeblik blev de overbudt af en anden køber, og sælgeren sprang fra.

”Vi havde sagt vores lejlighed op og skulle meget hurtigt finde noget andet. Jeg er vokset op i Risskov, og min mor foreslog, at vi kiggede på det helt nye Bindesbøll Byen,” fortæller Isabella Agger.

En anden drøm

Det blev heldigvis det helt rigtige tip for familien, der foruden de to voksne også tæller to drenge på henholdsvis tre år og otte måneder.

”Nu, hvor vi rent faktisk bor her, har det vist sig, at der bare er et helt fantastisk fællesskab herude. Vi har store fællesmiddage hver måned og arrangementer ved alle tænkelige lejligheder. Vi har fællessang i den gamle kirke, fastelavn, sommerfest, foredrag. Alt, hvad vi kan finde på. Det har helt sikkert ændret på drømmen om eget hus,” siger hun.

Lige præcis fællesskabet er det, Isabella Agger allerhelst vil fremhæve ved den helt nye boligafdeling. Og det har hun meldt sig aktivt ind i.

Hun stillede nemlig op til den første afdelingsbestyrelse og endte med at blive valgt som formand.

”Lige nu har vi en helt unik mulighed for at sætte vores eget præg på boligafdelingen. Vi har lavet et ekstra fællesrum, et legerum til børn, værksteder og gæsterum, har en grøn arbejdsgruppe i parken, ligesom vi lige nu taler om at lave vores eget fitnesscenter.”

En unik afdeling

Ingen af lejlighederne i de gamle, fredede bygninger i AAB Bindesbøll er ens. Og alle er de med til at fortælle historien om det gamle psykiatriske hospital, der nu er omdannet til eksklusive almene lejeboliger.

Familiens helt nyistandsatte lejlighed minder måske i virkeligheden mest om et lille rækkehus midt i det

store, arkitekttegnede byggeri. Men den har langt mere historie med sig:

”Vi bor faktisk i det tidligere lighus og obduktions-

lokale. Det er selvfølgelig lidt specielt – men det blev lavet om allerede i 1931 eller deromkring, og siden har der været en helt anden enhed i lokalerne,” siger Isabella Agger.

Mest af alt synes hun bare, at de historiske rammer, den kæmpestore par, nærheden til havet – og med fællesskabet, giver hendes familie nogle helt enestående rammer, som hun meget gerne vil dele

med andre.


Beboerhistorier

Artikler

Vores afdelinger: 100 Bindesbøll

Afdeling 100 Bindesbøll kan noget helt særligt. Det gamle psykiatriske hospital i Risskov er blevet omdannet til lækre og helt unikke almene boliger.