Beboerhistorie

Tag med ud i haven: Marianne håber, at en næsehornsbille en dag vil flytte ind

30. august 2025

I AAB sætter vi fokus på at skabe bedre plads til naturen. Det har beboer Marianne Mikkelsen gjort længe fra sin have i det nordlige Aarhus. Kom med ud i hendes have.

Det kan måske godt se lidt utæmmet ud med det utrænede øje. Men der er mening med det hele. Hver en krog af Marianne Mikkelsens have i det nordlige Aarhus har et formål.

AAB har mere end 9000 lejeboliger i Aarhus – og af dem har mere end 1000 egen have i et eller andet omfang. Marianne Mikkelsen bor i den ene del af et dobbelthus med en større have. En have, der er fyldt med blomstrende urter, vandhuller og plads til både frøer og insekter.

”Jeg har været haveglad, siden jeg fik min første have tilbage omkring år 2001. Nogle år senere blev jeg skilt og flyttede ind hos AAB i Rytterparken. Her var jeg med til at skabe beboerhaverne,” fortæller Marianne Mikkelsen, der arbejder som naturvejleder på Dokk1.

Til låns

For Marianne Mikkelsen er havearbejdet på én gang fyldt med glæde og alvor:

”Det er så uendeligt dejligt at se noget vokse og udvikle sig. Så det er glæde og leg, der er med mig i haven. Det foregår så også i en alvorlig ramme, nemlig at vi er ved at ødelægge vores eget livsgrundlag, når vi ødelægger levemuligheder for en masse andre arter,” forklarer hun.

Hun er også godt klar over, at den jord, der er under hendes negle, kun er til låns – og det ikke kun, fordi hun bor til leje:

”Når jeg er så privilegeret at få lov at bestemme over en stump jord, så er det mindste jeg kan gøre da at give plads til mest muligt liv lige netop her. Her tror jeg også, at sproget også kan noget: I stedet for at tænke ‘min have - jeg bestemmer suverænt’, så prøver jeg at tænke ‘ jeg får lov at passe på det her liv, lige nu og nogle år frem’."

Haveterapi

Uddannelsen som naturvejleder tog Marianne Mikkelsen efter et kræftforløb for nogle år siden, hvor netop havearbejdet faktisk blev rent terapeutisk for hende. Og det var her under brystkræftforløb og uddannelse, at interessen for at trække mere natur ind i haven er spirede.

”Da jeg fik brystkræft, kunne jeg i lang tid næsten ikke løfte mine arme efter operationen. Så sad jeg helt nede på jorden og lugede imellem fliserne. Det var ren terapi.”

Hun tilføjer:

”Efter mit kræftforløb havde jeg ikke lyst til at skulle arbejde indendørs på kontor igen, og så tog jeg uddannelsen til naturvejleder.”

Skaber ”rum”

For tre år siden flyttede hun så fra Rytterparken og ind i en af villaafdelingerne i Aarhus Nord, hvor hun igen fik sin helt egen have.

Her startede hun med at inddele haven i fire forskellige ”rum”, hvorefter hun så tog hul på at skabe sin vilde drømmehave sådan nogenlunde inden for afdelingens reglementer.

Og drømmen med det hele – den er både lille og stor:

”Jeg drømmer om, at en næsehornsbille flytter ind i min have,” siger Marianne Mikkelsen.

Det er en relativt sjælden bille i Danmark. Men hun gør, hvad hun kan for at skabe de helt rigtige forhold til næsehornsbillen.

Der er langt græs på udvalgte pletter. Blomstrende urter i alle bedene. Insektbo i hjørnerne. Vandhuller. Og så et helt særligt bygget bo af sten og med tag – det er dette insektpalads, der er tiltænkt næsehornsbillen. Indtil den flytter ind, er der heldigvis også god plads til alle de andre små dyr.

Læs mere om AAB’s indsats for biodiversiteten Plads til Naturen.

Tre helt konkrete tips fra Marianne:

  1. Skab små vandhuller i murerspande. Noget af det, der er meget vigtigt for Marianne Mikkelsen, er at skabe små vandhuller i haven. Vandhullerne giver drikkevand til smådyr og insekter og leve- og ynglesteder til padder. ”Jeg har fundet ud af at de her vandhuller i murespande er rigtig gode. En spand koster måske 12 kroner, og så er den både nem at grave ned – og grave op igen, hvis man skal reetablere haven,” forklarer Marianne Mikkelsen. Hun graver en murespand ned midt i et bed og putter herefter lidt grene og større sten ned i spanden og fylder så vand i. Det er meningen, at der skal være sten og grene nok, at smådyr, der uheldigvis falder i vandet, kan kravle op igen.

  2. Kompostkværnen er din ven. ”Nogle gange kommer jeg til at kalde kompostkværnen for min bedste ven. Den er altså helt uundværlig,” siger Marianne Mikkelsen. Hun bruger den til at hakke afklippede grene og andre afklip i mindre stykker, så de lettere kan komposteres og blive på grunden. På den måde slipper hun for at køre på genbrugsstationen med haveaffald. De større stykker træ, hun skærer ned, lægger hun i stedet i et hjørne af haven bag nogle store flotte bregner, for at de også kan nedbrydes på grunden. ”Det kunne være guld værd, hvis villaafdelingerne gik sammen om at have et par kompostkværne til deling. Det vil beholde meget næring på grundene og spare mange ture til genbrugsstationen,” siger Marianne Mikkelsen. 

  3. Genplant en porre. Rundt om i Marianne Mikkelsens have kan man se de karakteristiske løgblomster stikke op over den øvrige beplantning. Det er blomster af genplantede porrer, rødløg og forårsløg, der får et nyt liv i haven. ”Hvis porrerne når at blive for trætte, så kan man skære roden af lidt højere oppe, end man normalt ville have gjort, og så stikke den i jorden. Det giver de fineste blomster, når man genplanter.


Beboerhistorier

Artikler

Plads til naturen

Vi gør plads til naturen i AAB Aarhus. I vores fælles grønne områder skabere vores gartnere bedre levevilkår for smådyrene, mens vi opfordrer til, at beboere med egen have også gør lidt for at gøre give det grønne bedre plads.