Vil du fremleje din bolig?

Hvis du ønsker at fremleje din bolig, kan du enten fremleje hele boligen eller et værelse (delvis fremleje). Reglerne afhænger af, hvilken type fremleje der er tale om.

Uanset om du vil fremleje hele din bolig eller dele af den, skal du søge og have godkendelse fra AAB Aarhus, inden fremlejeaftalen træder i kraft.

Bemærk, det er ikke tilladt at udleje din bolig hos AAB Aarhus som feriebolig – for eksempel igennem Airbnb.

Fuld fremleje

Du har mulighed for at fremleje hele din bolig i op til to år, hvis fremlejen er begrundet i midlertidige forhold. Det kan for eksempel være på grund af sygdom, studie, forretningsrejse eller midlertidig ansættelse.

Du kan ansøge om fuld fremleje via vores selvbetjening i beboerweb - uHabi

Delvis fremleje

Du kan ansøge om delvis fremleje, hvis du ønsker at udleje et værelse i din bolig til en anden person.

Du kan ansøge om delvis fremleje via vores selvbetjening i beboerweb - uHabi

Dit ansvar som fremlejer

Når du fremlejer din bolig, helt eller delvist, er det fortsat dig, der har ansvaret for boligen. Det indebærer blandt andet, at du skal sikre:

  • at huslejen bliver betalt

  • at husordenen bliver overholdt

  • at boligen ikke bliver misligholdt.

Fremlejetageren har ikke ret til at overtage boligen, hvis du opsiger din lejekontrakt.

Generelle regler for fremleje

Du må ikke kræve højere husleje af fremlejetageren, end den husleje du selv betaler.

Det samlede antal beboere må ikke overstige antallet af beboelsesrum. Der må højst bo én person per beboelsesrum.

Ved delvis fremleje må du højest fremleje halvdelen af boligens beboelsesrum. I en treværelsesbolig betyder det, at du kun må fremleje ét værelse.

Ved fremleje af ungdomsboliger kan boligorganisationen kræve dokumentation for, at fremlejetageren er studerende. 

I afdelinger med fleksibel udlejning skal fremlejetageren opfylde kriterierne for tildeling af bolig. Det betyder, at fremlejetageren skal være i arbejde eller studere på en videregående uddannelse. Ved fremleje i afdeling 24 Skovgårdsparken, skal fremlejetager udover disse kriterier også kunne fremvise dokumentation for ren straffeattest i forhold til utryghedsskabende kriminalitet.

Boliggarantibevis

Hvis fremleje ikke er den rigtige løsning for dig, kan du i stedet vælge at flytte og købe et boliggarantibevis.

Med et boliggarantibevis får du fortrinsret i boligkøen, hvis du inden for tre år efter fraflytning ønsker at flytte tilbage til en tilsvarende bolig i samme område.

Spørgsmål og svar om fremleje

Må jeg fremleje min bolig?

Du har mulighed for at fremleje din bolig, hvis du skal flytte i en begrænset periode. Du kan fremleje din bolig helt eller delvist. Læs mere om fremleje her

Kan jeg fremleje et enkelt værelse?

Du kan ansøge om delvis fremleje, hvis du ønsker at udleje et værelse i din bolig til en anden person. Ved delvis fremleje må du højest fremleje halvdelen af boligens beboelsesrum. I en treværelsesbolig betyder det, at du kun må fremleje ét værelse.  

Hvornår må jeg fremleje?

Du kan typisk fremleje, hvis du midlertidigt ikke kan bo i boligen, for eksempel ved studieophold, arbejde i udlandet eller lignende situationer.

Hvor længe må jeg fremleje?

Du har mulighed for at fremleje hele din bolig i op til to år, hvis altså du må fremleje den. Læs mere om fremleje her.

Skal jeg have tilladelse til at fremleje?

Uanset om du vil fremleje hele din bolig eller dele af den, skal du søge og have godkendelse fra AAB Aarhus, inden fremlejeaftalen træder i kraft.

Hvem har ansvaret under fremleje?

Du som lejer er fortsat ansvarlig for boligen, huslejen og overholdelse af ordensreglerne under fremleje. Fremlejetageren er ansvarlig for daglig brug af boligen.