Om at bo alment
Når du bor alment, betyder det, at du bor til leje i en bolig, hvor fællesskab og rimelig husleje er i centrum. Ingen skal tjene på din bolig – huslejen går til drift, vedligeholdelse og forbedringer.
Almene boliger er for alle. Uanset livssituation og baggrund er der plads, og du bliver en del af et fællesskab, hvor vi tager hensyn til hinanden.
Dine rettigheder som beboer
Når du bor alment, har du en række rettigheder:
Du kan deltage i afdelingsmødet og få indflydelse på beslutninger i din boligafdeling
Du kan stille forslag og være med til at udvikle dit boligområde
Du har mulighed for at modernisere og forbedre din bolig
Beboerdemokrati
En af de vigtigste ting ved at bo alment er beboerdemokratiet.
Hvert år afholdes der afdelingsmøde, hvor alle beboere kan deltage. Her er du med til at beslutte, hvad der skal ske i din afdeling – fra budget og renoveringer til fælles faciliteter og aktiviteter.
Du kan stille forslag, stemme og vælge afdelingsbestyrelsen. Det er her, dine idéer kan blive til virkelighed.
Regler og rammer i hverdagen
Alle boligafdelinger har et ordensreglement, som er vedtaget af beboerne. Her finder du blandt andet regler om:
Husdyr
Støj
Parkering
Affald
Cykler og fællesarealer
Reglerne er med til at sikre, at alle kan trives i hverdagen. Ønsker du ændringer, kan du stille forslag på afdelingsmødet.
Vedligeholdelse og forbedringer
I AAB Aarhus har alle boliger enten A-ordning eller B-ordning. Det handler om, hvordan boligen skal istandsættes, når du flytter ind- og ud. Du kan læse mere om de to ordninger her.
Som beboer har du mulighed for at forbedre din bolig - og eksempelvis få lavet nyt køkken eller badeværelse - gennem "råderetten". I vores afdelinger er der to forskellige modeller:
Individuel råderet: Du betaler selv og kan få en del af udgiften refunderet ved fraflytning
Kollektiv råderet: Afdelingen optager et lån og giver et tilskud, og den resterende udgift betales af over huslejen
Mulighederne afhænger af, om beboerne i din afdeling har valgt at tilbyde kollektiv råderet.
En del af noget større
Når du bor alment, er du ikke bare lejer – du er en del af et fællesskab.
Her er der plads til både forskellighed og fælles ansvar, og du har mulighed for at præge dine omgivelser.
Det er det, der gør den almene boligform helt særlig.
I AAB Aarhus støtter vi op om arrangementer, der styrker fællesskabet, uanset om det er strikkeklubber, fællesspisning eller cykelværksteder.
Boligstøtte
Når du bor alment til leje, og du har dit eget køkken, har du mulighed for at søge boligstøtte hos kommunen afhængigt af din indkomst. Her kan du læse mere om muligheden.
Beboerdemokrati
Du kan være med til at udvikle både fællesskaber og faciliteter i din afdeling, når du deltager i beboerdemokratiet.
Spørgsmål og svar om at bo alment
Hvad betyder det at bo alment?
At bo alment betyder, at du bor i en bolig, hvor beboerne har indflydelse gennem beboerdemokratiet. Boligerne drives uden profit, og huslejen dækker de faktiske udgifter til drift og vedligeholdelse. Du kan læse mere om at bo alment her.
Hvor finder jeg afdelingens ordensreglementet?
Du kan finde din afdelings ordensreglement i både beboer-appen AAB Aarhus og på vores beboerweb - uHabi. Alternativt findes ordensreglementet også her på siden under "Vores afdelinger". I ordensreglementet finder du afdelingens regler for eksempelvis kæledyr og musik. Det er beboerne i de enkelte afdelinger, der har bestemt, hvilke regler, der gælder, på afdelingsmødet.
Må jeg have kæledyr?
Det afhænger af reglerne i din afdeling. Nogle afdelinger tillader kæledyr, mens andre ikke gør. Nogle tillader katte, mens andre igen tillader små hunde, men ikke store. Tjek derfor ordensreglementet for din boligafdelingen. Det kan du finde under "Vores afdelinger".
Må jeg passe andres dyr midlertidigt?
Det afhænger af afdelingens regler. Reglerne kan være meget forskellige fra afdeling til afdeling, da det er beboerne selv, der bestemmer reglerne på det årlige afdelingsmøde. Selv midlertidigt ophold af dyr kan være i strid med reglerne. Du kan finde ordensreglementet i netop din afdeling under "Vores afdelinger".
Må jeg grille på altanen?
Det afhænger af afdelingens regler og brandhensyn. I nogle afdelinger er det tilladt med el-grill, mens kul- og gasgrill kan være forbudt. Du finder reglerne i din afdeling i ordensreglementet. Det kan du finde under den enkelte afdeling under "Vores afdelinger".
Hvad sker der, hvis jeg overtræder ordensreglerne?
Overtrædelse af ordensreglerne kan føre til en påtale elle advarsel. Ved gentagne eller alvorlige overtrædelser kan det i sidste ende få konsekvenser for dit lejemål.